navigation-menu
close
Log ind
Tilmeld

Disclaimer

Auktionsbetingelser

Foreningen af Traveropdrættere i Danmarks auktion på Racing Arena Aalborg Fredag den 16. september 2022

§1

Auktionen afholdes af Foreningen af Traveropdrættere i Danmark (Opdrætterforeningen) i samarbejde med Racing Arena Aalborg.

§2

Auktionen er åben for registrerede travheste født i 2021.

Opdrætterforeningen forbeholder sig ret til at fastlægge antallet af heste på auktionen.

Opdrætterforeningen forbeholder sig ret til at aflyse auktionen, eksempelvis ved manglende (et for lille antal) tilmeldinger.

§3

Anmeldelse til auktionen er kun gyldig, når anmeldelsen sker på auktionsholders anmeldelsesblanket subsidiært andet medie defineret af Opdrætterforeningen.

Anmeldelsesgebyr udgør kr. 1.600 + moms pr. åring for medlemmer af Opdrætterforeningen og kr. 2.250

+ moms pr. åring for ikke medlemmer. Anmeldelsesgebyret forfalder ved optagelse på auktionen.

Dersom ejeren af en tilmeldt hest har forfalden gæld til DHV eller Opdrætterforeningen, kan ejerens heste slettes fra deltagelse på auktionen helt frem til afholdelsen.

§4

Sidste frist for tilmelding er 1. juli 2022.

Der tilmeldes på Opdrætterforeningens anmeldelsesblanket der skal sendes til:

Opdrætterforeningen Svanekevej 45,

3751 Østermarie.

Mail: mikkelstub@​msn.​com

§5

Registreringsattest på de tilmeldte heste skal være Opdrætterforeningen i hænde senest sammen med anmeldelsen.

§6

Mindste bud på auktionen er kr. 10.000 (+ evt. moms)

Anmelder har ikke mulighed for at fastsætte en anden mindstepris på den udbudte hest, men må selv, eller gennem en befuldmægtiget, byde med på auktionen.

Auktionarius fastsætter størrelse af overbud.

§7

Afmeldes en anmeldt hest efter udsendelse af korrektur af auktionssiden, men før auktionsdagen, refunderes anmeldelsesgebyret ikke.

§8

Udebliver en hest, eller afmeldes en hest uden bekræftet dyrlægeattest på sygdom på auktionsdagen, betaler anmelder til arrangørerne kr. 15.000 + moms.

§9

De anmeldte heste står vederlagsfrit, men for anmelders risiko, på Aalborg Væddeløbsbane i forbindelse med auktionen. Anmelderne af de godkendte heste vil modtage særskilt oplysning om vilkår for opstaldningen.

§10

Ved hestens ankomst- og før opstaldning i auktionsområdet skal Opdrætterforeningen modtage en højst 3 dage gammel dyrlæge- eller ejer ‑attest, der attesterer at pågældende hest er sund og rask og uden tegn på smitsom sygdom, ligesom det attesteres, at pågældende hest kommer fra et sted hvor der ikke er smitsom sygdom. For hingstes vedkommende skal attesten endvidere attestere, at den er i besiddelse af normale ydre kønsorganer. Sammen med dyrlæge- eller ejer ‑attest for sundhed skal auktionshestens Hestepas afleveres i Opdrætterforeningens varetægt under auktionen. I Hestepasset skal gyldige vaccinationer være indføjet. Vaccination skal have fundet sted senest 14 dage før ankomsten til auktionsstedet. Såfremt hesten ved tilmeldelsen, ikke er basisvaccineret, vaccineres den 2 gange med 1 måneds mellemrum, hvoraf sidste vaccination skal have fundet sted senest 14 dage inden ankomsten til auktionen.

Røntgenfotografering er påbudt for alle tilmeldte åringer. Røntgenundersøgelserne skal ske med digital røntgen.

I dokumentation for røntgenfotografering skal minimum anføres følgende projektioner taget:

  1. Latero-medial projektion af alle 4 tæer.
  2. 115 grader skrå plantaro-lateral, dorso-medial projektion af begge haser.
  3. Caudolateral-craniomedial oblique projektion af begge bagknæ.

Dyrlægeattest samt en udtalelse fra den dyrlæge der har foretaget røntgenfotograferingen skal være Opdrætterforeningen i hænde senest 15. juli 2022.

I auktionskataloget vil følgende vedr. røntgen fremgå:

For åringer der konkluderes som Der er ikke fundet røntgenologiske forandringer” I kataloget – Ingen anmærkninger.

For åringer der konkluderes som Ingen anmærkninger efter operation” I kataloget - Ingen anmærkninger efter operation.

For åringer der konkluderes som De røntgenologiske fund anses ikke – eller kan ikke udelukkes – at få betydning”

I kataloget: - Røntgenbemærkninger – se opslag på boksdør.

Åringer der konkluderes som De røntgenologiske fund er af så omfattende karakter, at de anses at få betydning” – Vil ikke kunne optages på auktionen.

Den detaljerede røntgendokumentationen ophænges på hestens boksdør.

Auktionens- dyrlæge og ‑arrangører har ret til ved ankomsten eller på auktionsdagen, at afvise heste, der ikke er i normal god stand eller med tvivlsomme fysiske kendetegn.

§11

Hestene sælges i den stand, hvori de ved hammerslag forefindes og uden garanti af nogen art. Efter hammerslag står hesten for købers regning og risiko i enhver henseende. 

Indsigelse for mangler ved den købte hest skal ske skriftligt, bilagt dyrlægeattest, der beskriver manglen, senest 30 dage efter hammerslag. Der henvises i øvrigt til, at Købeloven finder anvendelse i forholdet mellem køber og sælger.

§12

Auktionsholder påtager sig intet ansvar for de anmeldte heste, deres stand eller for det i kataloget anførte. Rekorder, løbsresultater og startpræmiesummer er så vidt muligt korrekte og ført ajour per 15. juli 2022.

§13

Anmelder holder Opdrætterforeningen skadesløs for ethvert påkrav, det være sig krav om erstatning, sagsomkostninger eller andet som Opdrætterforeningen måtte ifalde som konsekvens af de ved hestene anførte bemærkninger.

Købere er gjort opmærksom på, at supplerende oplysninger vedrørende hesten kan gives af såvel auktionens speaker som af auktionarius, samt ved opslag på hestens boksdør. Sådanne oplysninger har samme retsvirkning, som hvis de var optaget i auktionskataloget.

§14

Auktionsholder påtager sig intet ansvar for betaling af de solgte Åringer.

Betaling for det købte betales efter fremsendt faktura, eller kontant af køber ved hammerslag. Auktionsholder er, såfremt anmelder ikke har modsat sig dette, berettiget til at bevilge kredit i op til 14 dage fra auktionsdagen.

Eventuelle tab som følge af afgiven kredit, kan ikke rettes mod auktionarius eller Opdrætterforeningen. For heste som sælges til købere, som er bevilget kredit gælder:

  • Hesten livsforsikres i kreditperioden for købers regning for den samlede købspris. (budsum + evt. moms + salær + moms)
  • Forsikringen tegnes i Dansk Hesteforsikring” til 2 % af forsikringssummen pr. påbegyndt måned.
  • Ejendomsretten overgår først til køber når hele købesummen, inkl. moms og salær, er indbetalt til Opdrætterforeningen.

Skulle en indkøbt hest blive syg, komme til skade eller dø efter hammerslag, men før ejendomsretten er overgået til køber, er denne ikke desto mindre pligtig til at betale hele købesummen.

§15

For heste, der er anmeldt til auktionen af sælgere der er momsregistreret, gælder at anmelder skal oplyse momsnummer til Opdrætterforeningen.

§16

Køberen er pligtig til på anfordring straks at opfylde de gældende salgsbetingelser for auktionen eller udlevere det købte.

Ved tilbagelevering på grund af købers misligholdelse er køber pligtig til at svare alle tab og omkostninger ved nyt salg, hvad enten dette er auktionssalg eller almindeligt salg, køber har intet krav på et eventuelt overskud.

Ønsker sælger eller køber at foretage retslige skridt mod modparten, skal dette ske på eget initiativ og for egen regning. En sådan handling er Opdrætterforeningen uvedkommende.

§17

Den person, som afgiver bud, hæfter for opfyldelse af auktionsbetingelser.

Køber flere i forening, hæftes der solidarisk.

§18

Det enkelte salg sker ved hammerslag. Tvivl om højeste bud afgøres ved nyt opråb. Byder flere det samme, er auktionarius berettiget til at vælge.

Ved hammerslag betaler Anmelder 5 % af budsummen plus moms i salær til Opdrætterforeningen. Ved hammerslag betaler køber budsummen plus moms på budsum jf. §15

Ved hammerslag betaler køber yderligere 5 % af budsummen plus moms i salær til Opdrætterforeningen.

Ved tilbagekøb af åringer: Ved bud på kr. 25.000 og derudover betaler sælger 5% + moms af den samlede budsum.

§19

Erlægges betalingen ikke kontant ved hammerslag eller indenfor den oplyste betalingsfrist, er køber pligtig til at udrede de med inddrivelsen forbundne omkostninger og pligtige til at forrente restancerne med den gældende diskonto + 6 % pro anno fra hammerslag til betaling sker.

§20

Indskud til Auktionsløb 2023 (Afvikles på Aalborg Væddeløbsbane i forbindelse med Aalborg Store Pris) — for heste (åringer), der har været optaget i auktionskatalog til Opdrætterforeningens auktion i 2022, er obligatorisk for såvel anmelder/​sælger og køber og udgør:

Ved optagelse i auktionskatalog: Anmelder betaler kr. 500.

Udebliver/​udgår en anmeldt hest fra auktionen efter udsendelse af korrektur af auktionsside, betaler anmelder/​sælger kr. 500.

Ved tilbagekøb: Anmelder/​sælger betaler kr. 500. Ved salg: Køber betaler kr. 500.

Yderligere indskud til Auktionsløb 2023:

Februar 2022: Ejer betaler kr. 500.

Ved startmelding: Ejer betaler kr. 1.500.

§21

Ethvert spørgsmål om handlens tilbagegang i anledning af fejl, mangler, erstatning eller afslag i købesummen i anledning af sådanne fejl eller mangler, indbringes for de civile domstole efter reglerne i Købeloven. Ethvert spørgsmål om mangler skal køber rette direkte overfor sælger. Se i øvrigt §11. Enhver tvist skal afgøres efter dansk ret, værneting er sælgers hjemting. En sådan tvist er således såvel auktionarius som Opdrætterforeningen uvedkommende. Ophold på auktionsarealerne sker på eget ansvar.

Opdrætterforeningen, Mikkel Stub, formand.